Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Region Syddanmark får kritik for 28 kræftforløb

Rigsrevisionen har undersøgt, om regionerne har overholdt de maksimale ventetider til kræftbehandling fra juli 2019 til juni 2023.

I 28 tilfælde finder Rigsrevisionen, at Region Syddanmark ikke har en gyldig grund til, at patienter har ventet for længe. De pågældende patienter har ventet mellem 1-13 dage ud over de maksimale ventetider på 14 dage til behandling, skriver regionen i en pressemeddelelse.

Regionsdirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen siger:

- Vi sætter hvert år gang i 40.000 kræftpakkeforløb på de syddanske sygehuse, men det er aldrig godt nok, når patienter oplever, at de maksimale ventetider overskrides. Så det tager vi meget alvorligt. Jeg erkender, at der har været udfordringer med at overholde reglerne for de maksimale ventetider, og det vil jeg gerne beklage.

Regionsdirektøren peger dog på, at kapaciteten på flere områder periodevis er meget presset. Regionen arbejder dog hårdt for at styrke kræftbehandlingen og sikre patienterne behandling inden for de maksimale ventetider.

Region Syddanmark har sat gang i en række initiativer for at komme udfordringerne til livs ved hjælp af omorganiseringer og bedre samarbejde mellem sygehusene, så kapaciteten udnyttes så godt som muligt, står der i pressemeddelelsen.