Trods manglende interesse: Tidligere rockerborg må kun bruges som ladestation for elbiler

En ny lokalplan betyder, at en tidligere rockerborg i det vestlige Odense nu kun må bruges som el-ladestation til elbiler. Men hverken kommunen eller bygningens ejer har planer om at etablere en ladestation på området.

Den tidligere skole og skovbørnehave på Spedsbjergvej 1 i Odense V må ikke længere bruges til bolig og erhverv. I stedet bruges ejendommen som el-ladestation for elbiler. Det har By- og Kulturudvalget i Odense Kommune besluttet.

- Markedet for el-ladestationer boomer, og vi har set, at der var et behov ude i det vestlige Odense, og det kunne så kombineres med en ejendom i Spedsbjerg, siger By- og Kulturrådmand Søren Windell (K).

Ejendommen, der ligger omkring 800 meter fra motorvejsafkørslen ved Blommenslyst, har stået tom siden november 2022, hvor Odense Kommune smed rockerne fra Satudarah, der havde lejet ejendommen, på porten.

- Kernen omkring Satudarah er kriminalitet, vold, trusler og narkomarkedet, lød det i oktober 2022 fra borgmester Peter Rahbæk (S) som begrundelse for, at Odense Kommune brugte en mulighed i planloven til at udstede et såkaldt §14-forbud. Det giver kommunen en tilladelse til midlertidigt at gribe ind mod en bestemt anvendelse af en ejendom. Hvis forbuddet skal gælde længere end et år, kræver det dog, at kommunen inden for et år laver en ny lokalplan.

Og her 18 måneder efter, at Satudarah blev smidt ud, er kommunen klar med en lokalplan, der fastsætter, at ejendommen kun må bruges som el-ladestation.

- Det var jo en ejendom, vi kunne se, at den kunne få en anvendelse i offentlighedens interesse i stedet for det, den var ved at blive brugt til, forklarer Søren Windell.

Kommunen bestemmer ikke

Men selvom Odense Kommune nu har lavet en lokalplan, er det dog ikke op til Odense Kommune, om der så kommer en el-ladeplads på Spedsbjergvej 1. Ejendommen på Spedsbjergvej er nemlig ejet af erhvervsmanden Christian Thiel Gørtz.

Ejeren ønsker ikke at stille op til interview, men han fortæller til TV 2 Fyn, at han ikke har nogle planer om at etablere ladestandere på sin grund, og han har heller ikke fået nogle henvendelser fra ladeoperatører, der ønsker at bruge hans ejendom.

- Det er jo op til ejeren, hvad der skal ske. Vi har sagt, at vi gerne vil have en ladestation der, siger rådmanden.

Flere ladestandere i området

I området ved Spedsbjerg og Blommenslyst er der allerede flere ladestandere tæt på motorvejsafkørslen. Og etablering af en eventuel ladestation er vanskeliggjort af, at der er flere store bygninger på ejendommen.

Det virker ikke umiddelbart til, at der plads til ladestandere derude?

Nej, men der er i hvert fald plads til, at man kan stå i tørvejr og få kaffe, mens bilen lader op, siger Søren Windell.

Ifølge en ekspert i planloven er Odense Kommunes nye lokalplan usædvanlig.

- Det er umiddelbart usædvanligt at lave en lokalplan til så lille et område, uden at der er en konkret ansøger. Det kunne være en indikation på, at der er andre hensyn. Hvis formålet alene er at få Satudarah ud, er det ulovligt, siger Carsten Munk-Hansen, der professor ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet.

Men By- og Kulturrådmanden afviser, at formålet med den nye lokalplan blot er at holde rockerne ude.

- Nej overhovedet ikke. Sådan er vi ikke i kommunen, siger han.

Oversigt

    Oversigt