Otte kriminelle familier har kostet kommune en kvart milliard

Tvangsfjernelser af bandekriminelles børn er en af de metoder, som rådmand vil tage i brug for at bremse høje udgifter til de mest kriminelle familier i Odense.

Otte kriminelle familier bosiddende i landets tredjestørste by har kostet kommunekassen i Odense 226,8 millioner kroner siden 2009 svarende til 15,1 millioner om året i gennemsnit. 

Det viser et notat fra Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune, som TV 2 Fyn er i besiddelse af.

Alene sidste år løb kommunens udgifter til de otte familier op i 32,5 millioner kroner. Beløbet svarer til, hvad knap 170 familier med en samlet husstandsindkomst på 766.000 kroner betaler på et år i kommuneskat.

De omtalte familier er anonymiserede i notatet, men de har tilknytning til den såkaldte Specialenhed og CFU Beskæftigelse, der arbejder med bandemedlemmer.

- Jeg var chokeret, da jeg hørte det. Det er vanvittigt mange penge, vi har brugt på de otte familier. Det er forkasteligt, at vi har nogle familier, der begår så voldsom kriminalitet, og som samtidig er så ekstremt dyre for vores samfund, siger beskæftigelses- og socialrådmand i Odense Kommune Christoffer Lilleholt (V) til TV 2 Fyn.

Nuværende rådmand Christoffer Lilleholt (V) harcelerer mod det faktum, at Odense Kommune har brugt mere end 226 millioner skattekroner på de otte kriminelle familier.
Nuværende rådmand Christoffer Lilleholt (V) harcelerer mod det faktum, at Odense Kommune har brugt mere end 226 millioner skattekroner på de otte kriminelle familier.
Foto: TV 2 Fyn

Ifølge ham er der tale om de allermest kriminelle familier på Fyn.

- Det ved vi, fordi vi kan se det i vores egne systemer, siger han og uddyber, at det drejer sig ”hardcore kriminalitet” i form af vold, bandekriminalitet og salg af euforiserende stoffer.

Det er under en måned siden, at Fyns Politi i et svar til Danmarksdemokraternes Peter Skaarup oplyste, at der på Fyn huserer omkring 10 kriminelle familienetværk.

Af notatet fremgår det, at den mest omkostningstunge familie har kostet Odenses skatteborgere mere end 41 millioner kroner på 15 år. Den næstdyreste familie kostede skatteborgerne ni millioner kroner alene i 2023, hvilket svarer til 750.000 kroner om måneden.

Flere af sagerne har været så dyre for kommunen, at de ifølge notatet overgår selv de dyreste enkeltsager på handicapområdet, der i 2024 spænder fra cirka to til 6,5 millioner kroner i årlig udgift. 

I dokumentet fra Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune vises udgifterne til hver af de otte kriminelle familier.
I dokumentet fra Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune vises udgifterne til hver af de otte kriminelle familier.
Foto: Odense Kommune

Borgernær velfærd for 226 millioner?

TV 2 Fyn har bedt Odense Kommune oplyse, hvor meget borgernær velfærd man kan få for 226 millioner kroner. 

Ifølge kommunen svarer beløbet til, at 3.280 ældre vil kunne få et ekstra bad om ugen de næste fem år. Eller der vil kunne ansættes 49 ekstra pædagoger i de odenseanske børnehaver de næste ti år. 

Langt størstedelen af pengene er blevet brugt på anbringelser, opholdssteder, plejefamilier og døgninstitutioner. Den del udgør 163 millioner kroner. 

De øvrige udgifter fordeler sig mellem undervisningsudgifter til anbragte børn, overførsels- og beskæftigelsesudgifter og tilbud til voksne og unge med særlige behov.

Diagrammet viser, hvordan de 226 millioner kroner er blevet brugt på de otte familier.
Diagrammet viser, hvordan de 226 millioner kroner er blevet brugt på de otte familier.
Foto: Odense Kommune

- Tvangsfjern børnene

Christoffer Lilleholt mener, at den nuværende situation er et resultat af en alt for blødsøden politik i Odense Kommune gennem de sidste mange år.

- At være blødsødne virker ikke. Der er ingen tvivl om, at man i Odense gennem de sidste 15 år har været fuldstændig ligeglad med, hvordan man kiggede på Vollsmose. Man har bare udbetalt pengene, siger Christoffer Lilleholt.

I dag er det ikke muligt at tvangsfjerne børn, hvis forældrene er bandekriminelle, men det mener Christoffer Lilleholt, at der skal laves om på:

- Det, at man er bandekriminel, skal i sig selv være nok til at få sine børn tvangsfjernet, siger han og tilføjer:

- Vi skal sikre os, at de børn aldrig nogensinde bliver en del af bandekriminaliteten, og det gør vi bedst ved ikke at lade dem vokse op i et hjem sammen med de kriminelle forældre. Banderne rekruterer internt i familierne, og den fødekæde skal simpelthen brydes.

Vil det ikke gøre regningen endnu større, hvis man tvangsfjerner flere børn?

- Beløbet har vokset sig stort, og hvis man slår ned på dem til at starte med, så er meningen, at man skal stoppe fødekæden og dermed aldrig nogensinde nå op på det høje beløb, siger Christoffer Lilleholt og tilføjer, at han ”allerede har taget fat i folketingspolitikere”.

Ud over de tidligere tvangsfjernelser påpeger Christoffer Lilleholt, at der allerede fra denne uge vil blive brugt flere kræfter på kontrollen af de sociale ydelser i Odense Kommune.

- Det gør vi, fordi vi kan se, at en stor del af den her gruppe snyder voldsomt. De arbejder sort, de er kriminelle, og de får kontanthjælp, siger han.

TV 2 Fyn har rakt ud til de øvrige fire rådmænd, som har haft ansvaret siden 2009, men ingen af dem har ønsket at kommentere historien.

Oversigt

    Oversigt