Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Pludselig stod der en sjælden fugl i Christians baghave: - Har jeg sgu aldrig set før

En stork på Nordfyn er ikke et hverdagssyn. Faktisk havde Christian Petersen aldrig i sit liv set en, og da den pludselig stod på marken bag hans hus fredag, spærrede han øjnene op.

- Jeg ringede til min nabo og sagde, at jeg tror sgu der står en stork ude på marken. Det gav han mig ret i, og vi fandt ud af, at den faktisk har været der i 3-4 dage, forklarer Christian Petersen, som er i bestyrelsen for en lokal jagtforening på Nordfyn.

Storken er set af flere borgere på Nordfyn i nærheden af nordfynske Egeby, og Christian Petersen ville være svært begejstret for at få fuglen som nærmeste nabo permanent. Men den drøm skal han spejde længe efter, hvis man spørger formand for Dansk Ornitologforening Fyn, Henrik Kalckar Hansen:

- Der er ikke nogle ynglende storke på Fyn, og det ser desværre heller ikke ud til at være tilfældet her. Den skal bygge rede og have en mage, hvis man skal begynde at snakke om, at den har slået sig ned, siger han.

Henrik Kalckar Hansen har dog et andet bud på, hvorfor nordfynske Egeby har fået besøg af den særlige gæst.

- Lige nu er det trækperiode for storkene, og vi ser ofte, at de stopper undervejs og hviler. De gør de i alt fra et par dage til en uge. Så fortsætter de videre.